En hjernerystelse er en påvirkning af hjernen, der kan komme efter, at man har fået et slag mod hovedet eller en voldsom rystelse af hovedet. Diagnosen hjernerystelse stilles af en læge.
Almindelige symptomer ved hjernerystelse:
Symptomer kan opstå i timerne eller dagene efter uheldet. De kan variere afhængigt af hvad du laver.
- Let/moderat hovedpine
- Spændinger i nakke og ryg
- Kvalme og/eller svimmelhed
- Nedsat hukommelse og koncentrationsevne
- Lyd/lysfølsomhed
- Træthed og søvnforstyrrelser
Kom gradvist tilbage til din hverdag
Vi ved at gradvis tilbagevenden til hverdagen med en god balance mellem aktivitet og hvile, er den bedste behandling ved hjernerystelse. Måske kan du klare det på egen hånd, måske har du brug for råd fra din egen læge eller en anden sundhedsprofessionel, fx en fysioterapeut.
Genoptag dine almindelige aktiviteter derhjemme
- Selvom du har symptomer, er det vigtigt at komme i gang
- Prøv til med hvor længe og hvor meget du skal lave
- Kombiner meget gerne med en lille gåtur eller let motion
Balance mellem aktivitet og hvile
- Blusser symptomerne op, kan det være tegn på at du har lavet for meget
- Du skal ikke bekymre dig, men blot læg et lille hvil ind
- Det kan være svært at finde balancen, men du må gerne udfordre dig selv lidt
- Udsæt dig selv gradvist for det der er svært, fx lys og lyd i din hverdag
Tilbage til arbejde, studie og sport
- Det kan være relevant med en kort sygemelding, men du behøver ikke være symptomfri før du gradvist vender tilbage
- Tal med din arbejdsgiver/lærer om hvordan du har det
- Aftal hvor mange timer og hvilke opgaver du kan overkomme
- Undgå situationer hvor der er risiko for en ny hjernerystelse, fx kontaktsport
Læg mærke til dine fremskridt
- Fremskridt kan virke meget små fra dag til dag, derfor er det godt at notere dem
- Skriv ned hvad du har svært ved fx at se TV, køre bil, opgaver derhjemme
- Genbesøg din liste en gang om ugen
- Vær tålmodig med dig selv, det skal nok blive bedre